Der er ingen tvivl om, at en eventuel fredsaftale vil blive holdt fra israelsk side. Israel har aldrig ønsket andet end fred med sine naboer, og israelerne er meget glade for de to fredsaftaler, som de har indgået med Egypten (1979) og Jordan (1994).

I 2020 indgik Israel desuden “normaliseringsaftaler” med yderligere fire arabiske lande, nemlig De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko. I skrivende stund arbejdes der hårdt på en lignende aftale mellem Israel og Saudi-Arabien.

Israels mål er således at opnå fredsaftaler med alle sine arabiske naboer, palæstinenserne inklusive. Og Israel har også gentagne gange demonstreret, at man om nødvendigt er i stand til at gennemføre nedlæggelse af bosættelser og tvangsforflytning af egne borgere, under mottoet “land for fred.”

Men Israel har desværre meget dårlige erfaringer med tilbagetrækninger fra besatte områder. I stedet for at få fred, har Israel både i forbindelse med tilbagetrækningen fra Libanon (2000) og Gaza (2005) oplevet, at begge områder lynhurtigt blev affyringsramper for raketter og misiler sendt direkte imod israelske storbyer og andre beboelsesområder. Det har været slemt nok i forhold til Gaza og Libanon, der grænser op til Israels yderområder. Men Vestbredden ligger lige i hjertet af Israel, klos op ad landets hovedstad, Jerusalem.

Belært af erfaringen, vil enhver kvadratmeter, som Israel trækker sig tilbage fra, blive brugt til angreb på Israel. Risikoen er ganske stor for, at det også vil ske næste gang. Derfor er israelerne nødt til at insistere på meget effektive sikkerhedsforanstaltninger, for at have en rimelig garanti for ikke at blive angrebet igen efter indgåelse af en fredsaftale med palæstinenserne. Men en 100%-garanti kan man ikke opnå, så i sidste ende er Israel også nødt til at udvise tillid til palæstinenserne og tage en chance for fred.