Berlingske-journalist Gunnar Willum udtaler til avisens liveblog (17. juni 2024, kl. 14:09):
“Nogle af Netanyahus højreradikale ministre som Ben-Gvir kræver konstant, at Gaza skal jævnes med jorden, og at militæret skal kaste atombomber“.
Ingen af delene er sandt.
Referencen til a-bomber kommer sandsynligvis af, at en journalist i begyndelsen af krigen, da hele Israel var i chok, fik en israelsk minister til at gå i fælden og i affekt svare ja til et ledende spørgsmål.
Men Gunnar Willums udlægning, at “nogle” ministre “konstant” kræver brug af a-våben er meget langt fra virkeligheden.
Det er fint med malerisk sprog, men rapporteringen skal dog også være i overensstemmelse med sandheden.
Willum udtaler desuden i samme opslag:
“Netanyahus (…) militær taler om, at krigen skal stoppe snart, fordi den ikke når nogen vegne. Det går dårligt, og israelske styrker mister områder, de har vundet.”
Det er heller ikke sandt, at militæret melder ud som påstået. Militæret har systematisk meldt ud, at man agter at udføre den opgave, regeringen har udstukket, nemlig at føre krigen til ende, indtil Hamas er nedkæmpet som en magtfuld militær organisation.
Det går heller ikke “dårligt.” Det går tværtimod fremad, støt og roligt. Militæret har netop meddelt, at man har nedkæmpet halvdelen af Hamas’ militære styrke i Rafah.
Israelske styrker “mister” ikke områder, man har indtaget, man forlader dem med overlæg, tilsyneladende fordi man ikke ønsker at efterlade soldaterne som “sitting ducks.” Man kan kritisere den strategi, men den er altså overlagt.
Samlet set er der en del forkerte oplysninger i opslaget, der derfor bør rettes, ligesom Berlingske fremadrettet bør gøre sig lidt mere umage for at holde sig til kendsgerningerne.
Israel-Online har forelagt kritikken for avisens udlandsredaktør, Kristian Kjærholm Pedersen, som pure afviser at rette de nævnte udsagn, selvom de beviseligt er faktuelt forkerte. Det kan man kun beklage.