To stater for to folk er den eneste langsigtede løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men spørgsmålet er, hvilken slags palæstinensisk stat, vi taler om.
Da Oslo-fredsprocessen i 1990’erne udstak kursen imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, var visionen en demokratisk stat, som frasagde sig brugen af terror som politisk middel, og som var villig til at anerkende Israel som jødernes retmæssige stat.
Efter gentagne afvisninger af konkrete fredsforslag står det klart, at det paæstinensiske selvstyre har vendt ryggen til alle tre løfter. Selvstyret har udviklet sig til et politistatslignende diktatur, der støtter terror imod israelske civile både politisk og økonomisk. I flere tilfælde har selvstyrets sikkerhedsstyrker deltaget direkte i terrorhandlinger.
I en video praler Mahmoud Abbas’ Fatah-parti endda med, at man tog aktivt del i angrebet på Israel 7. oktober 2023. Det er uklart, om det er sandt, men alene påstanden demonstrerer, at det at begå terror imod Israel giver status i det palæstinensiske samfund.
Endelig afviser selvstyret stadig at anerkende jødernes ret til deres egen stat. Overfor det internationale samfund foregiver man at ønske en fredelig stat ved siden af Israel. Men Ramallah-regimets interne budskab til befolkningen er vedvarende, at jøderne ikke har ret til nogen stat, hvorimod hele området “fra floden til havet” en dag vil udgøre et arabisk Palæstina.
Det er derfor, en palæstinensisk stat må og skal oprettes som resultat af en fredsproces, som sikrer Israel palæstinensisk anerkendelse som jødernes stat. Ellers vil konflikten bare fortsætte i det uendelige imod palæstinensernes egentlige mål, Israels ødelæggelse.
Det er således et gigantisk selvmål, når velmenende europæere i disse dage på stribe vælger at anerkende Palæstina som en selvstændig stat – udenom en fredsproces med Israel. Tingene må ske i den rigtige rækkefølge: Først må Israel nedkæmpe Hamas i Gaza. Dernæst kan man påbegynde en fredsproces, der tilbyder palæstinensisk accept af den jødiske stat og et stop for terror.
Et sådant reelt fredsperspektiv vil, som det har været tilfældet tidligere, generere opbakning i den israelske befolkning, og dermed i parlamentet, til en fredsftale.
Endelig skal palæstinenserne, når tilbuddet om en stat – omfattende Gaza og (det meste af) Vestbredden med hovedstad i Østjerusalem – ligger på bordet, sige det ord, som de hidtil ikke har kunnet ytre: Ja.
Det er den mest realistiske vej til en løsning på konflikten.