Det danske akademiske miljø lader til at være inficeret med en moderne inkarnation af verdens ældste had.

Der verserer i øjeblikket en debat om, hvorvidt professor ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle bør varedeklareres som anti-Israel-aktivist, når han bidrager med sin ekspertise i medierne. Haugbølle er bl.a. blevet kritiseret af Jyllands-Postens chefredaktør for sin manglende objektivitet, mens Danmarks Radios ”lytternes og seernes redaktør” anbefaler, at Haugbølles politiske aktivisme deklareres ved brug af ham.

Professoren selv er uforstående over for kritikken og spørger her i avisen: “Hvorfor skal min formidling beklikkes af Jyllands-Posten?”

Svaret giver han dog selv i en kronik i Politiken, der antageligt skal demonstrere, at han er en redelig forsker, men reelt beviser det modsatte.

Artiklen er spækket med anti-israelsk misinformation; fra fifleri med historiske fakta til regulære antisemitiske postulater om jødisk ondskab.

Om baggrunden for konflikten skriver Sune Haugbølle blandt andet:

“Det britisk[e] mandat over Palæstina kollapsede efter Anden Verdenskrig, og FN vedtog i november 1947 en delingsplan, der førte til åben krig.”

Udeladelsen af den afgørende oplysning, at jøderne i 1947 accepterede delingsplanen, mens araberne afviste den og indledte en krig, skal skjule, at de palæstinensiske arabere i mere end 75 år har afvist tostatsløsningen. Det skete også i 2000 og 2008, fordi målet til stadighed er en arabisk stat ”from the river to the sea”.

I et andet eksempel på historieforfalskning påstår Sune Haugbølle, at Israels erobringer under Seksdageskrigen i 1967 “blev fordømt af FN i Sikkerhedsrådets resolution 242, som kræver, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte områder”.

Den myte hører også til det anti-israelske kernerepertoire.

I realiteten er det omvendt. Israel tilsluttede sig straks resolutionen. Araberne afviste den, netop fordi den forlanger to ting parallelt: tilbagetrækning af israelske tropper til gengæld for fred. Og det sidste ville araberne ikke.

Resolution 242 knæsatte det princip, som hele fredsprocessen er baseret på, nemlig “land for fred”. Sune Haugbølles løgn er et forsøg på at underminere det koncept og tvinge Israel til at trække sig tilbage uden en fredsaftale.

Dernæst følger en række løgne om, at palæstinenserne i virkeligheden ønsker fred og demokrati, mens Israel sammenlignes med tidligere tiders kolonimagter.

Det sidste er endnu en central myte i den anti-israelske diskurs. Virkeligheden er igen den stik modsatte, nemlig at oprettelsen af Israel (og de arabiske stater) var del af en afkoloniseringsproces i forbindelse med sammenbruddet af det britiske imperium.

Sune Haugbølles propaganda begrænser sig dog ikke til historieforfalskning. Han er nemlig overbevist om en iboende jødisk ondskab. Alene den nævnte artikel indeholder to eksempler.

Sune Haugbølle skriver det lidt snørklet, men budskabet er krystalklart, at jøderne i Israel i dag er de nye nazister. Argumentationen lyder som følger: Nazisterne så sig selv som “civiliserede” og jøderne som “ikkeciviliserede”, hvorefter de begik et folkemord mod jøderne. I dag ses Israel som den civiliserede part og palæstinenserne som ikkeciviliserede. Med Sune Haugbølles ord:

“For ikke så længe siden stod jøderne selv over for civiliserede europæere, der ville af med dem.”

Altså, jøderne er de nye nazister, som “vil af med” palæstinenserne. En sådan – i øvrigt totalt vanvittig – sammenligning mellem Israel og Nazityskland kan ifølge en internationalt anerkendt definition opfattes som antisemitisk.

Artiklen indeholder endnu et eksempel på Sune Haugbølles antisemitisme:

Med udgangspunkt i et forfalsket citat af Israels ambassadør i London om, at Israel agter at tæppebombe Gaza, beskylder Sune Haugbølle jøder generelt for at støtte massedrab på civile:

“[Ambassadørens] kommentar tager os direkte ind i mange israeleres og jøders psyke lige nu (…) Den er skræmmende, men også oplysende.”

At “mange jøder” i deres “psyke” skulle støtte massedrab, er et klart antisemitisk udsagn, som – ironisk nok – tager os med ind i Sune Haugbølles psyke.

Og Sune Haugbølle er ikke alene. Hans aktivisme er blot ét eksempel på en udbredt tendens i det akademiske Danmark.

Endnu en mellemøstekspert med et omfattende bagkatalog af anti-israelsk misinformation er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Lars Erslev Andersen.

Som dokumentation behøves igen blot én enkelt artikel publiceret på DIIS’ hjemmeside, med titlen “Når modstanden er det eneste, der er tilbage, bryder helvede løs.”

Som det fremgår af titlen, er den gennemgående tese, at Israel (og Vesten) har frataget palæstinenserne alle muligheder bortset fra at begå terror. Eller med andre ord: Den palæstinensiske terror, herunder angrebet den 7. oktober, er Israels egen skyld.

Ja, alt er faktisk Israels skyld: at Abbas er korrupt, undertrykker palæstinenserne og ikke har sin befolknings tarv for øje. Palæstinensernes manglende ytringsfrihed. Den interne konflikt imellem Fatah og Hamas. At selvstyret har svigtet alle de aftaler, man indgik under Oslo-processen om at skabe et demokrati, undervise befolkningen i fred og bekæmpe terror, er også Israels ansvar.

Ifølge Lars Erslev Andersen har det faktisk hele tiden været Israels ønske, at fredsprocessen skulle slå fejl, så man bare kunne undertrykke palæstinenserne.

Systematisk at tillægge jøder onde hensigter og holde jøder ansvarlige for andre folkeslags interne ulykker er to klassiske udslag af antisemitisk tænkning.

I stedet for ordet “terror” bruger Lars Erslev Andersen i øvrigt samme eufemisme, som palæstinenserne selv: “modstanden.” Det sker mindst 10 gange alene i den ene artikel. Hermed deltager han aktivt i legitimeringen af overlagte drab på israelske civile.

Men terror er ikke legitim modstand. Terror er 100 pct. ulovligt i henhold til den humanitære folkeret. Uanset hvad Lars Erslev Andersen vælger at kalde den.

Efter at have brugt det meste af en artikel på at legitimere den palæstinensiske terror påstår Lars Erslev Andersen pludselig, at palæstinenserne tager afstand fra de »uhyrlige og bestialske metoder«, som Hamas anvender. Men det er jo beviseligt heller ikke sandt. En meningsmåling fra november viser 75 pct. opbakning blandt alle palæstinensere til Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober.

De to forskeres forkvaklede syn på Israel og jøder er som nævnt ikke unikt i den danske mellemøstforskning. Af andre ligesindede forskere kan nævnes Mona Kanwal Sheikh, ligeledes fra DIIS, som senest har fungeret som ivrig advokat for Hamas, samt Enhedslistens aktuelle folketingskandidat, ph.d. i globale studier ved RUC Leila Stockmarr, som har skrevet ekstensivt om jødisk ondskab, herunder en ofte gentaget teori om, at Israel – ligesom nazisterne – laver eksperimenter på levende mennesker.

De nævnte eksempler – og mange flere til – er dokumenteret på Israel-Online.dk.

Grænsen mellem modvilje imod Israel og regulær antisemitisme bliver ikke sjældent overskredet i det danske akademiske miljø, der lader til at være inficeret med en moderne inkarnation af verdens ældste had.

Det bekræftes også af 37 forskeres underskrift i 2021 af et anti-israelsk propaganda-manifest med opfordring til boykot af den jødiske stat. Underskriverne talte ud over Sune Haugbølle andre kendte eksperter som Jørgen Bæk Simonsen (KU), Rasmus Alenius Boserup (DIIS) og Peter Seeberg (tidl. SDU).

Det er ubegribeligt, at danske skatteydere, 78 år efter Holocaust, skal betale for den systematiske udbredelse af anti-jødisk misinformation.

Something is indeed rotten in the state of Denmark.

Artiklen blev bragt som kronik i Jyllands-Posten, 6. januar 2024.