Det er vigtigt at forstå, at der ikke forud for Israels oprettelse eksisterede et land eller en stat kaldet Palæstina. Betegnelsen Palæstina blev indført af romerne for næsten 2000 år siden, og brugtes efter 1. Verdenskrig om det geografiske område, som England fik til opgave at administrere. Dengang omfattede mandatområdet Palæstina også det nuværende Jordan. Forløberen for det nuværende FN, Folkeforbundet, pålagde i 1922 England at “sikre etableringen af et jødisk hjemland” i Palæstina, dog uden at det måtte gå ud over de palæstinensiske arabere – set i bakspejlet en ganske svær opgave! Samme år blev de 3/4 af mandatområdet, som lå øst for Jordan-floden ekskluderet fra det område, hvori det “jødiske nationale hjem” skulle etableres. “Øst-Palæstina” udgør i dag staten Jordan (og det er forklaringen på, at flertallet af Jordans befolkning også kaldes palæstinensere). I første halvdel af 1900-tallet blev begrebet Palæstina altså brugt af både jøder og arabere, der alle var palæstinensere.
Op gennem 1920’erne og 1930’erne resulterede den stigende arabiske utilfredshed med den jødiske indvandring (der fandt dog også arabisk indvandring sted i samme periode) i voldelige angreb på jøderne i Palæstina. England prøvede at finde en løsning på den eskalerende konflikt, men de palæstinensiske arabere forkastede alle forslag om et kompromis, og afviste enhver tanke om jødisk selvbestemmelse i Palæstina.
Efter 2. Verdenskrigs afslutning opgav England selv at løse problemet, og overlod det i stedet til det nyligt oprettede FN. På daværende tidspunkt var ca. 1/3 af Palæstinas befolkning jødisk, mens 2/3 var arabisk. FN besluttede 29. november 1947 at opdele den resterende del af Palæstina (vest for Jordan-floden) i to stater – én arabisk og én jødisk. Set i lyset af arabernes totale mangel på vilje til at indgå et kompromis, der ville sikre jøderne en grad af selvbestemmelse, var der næppe andre muligheder. Jøderne accepterede kompromiset, men desværre gjorde Palæstinas arabere ikke det samme. De allierede sig i stedet med alle de omkringliggende arabiske lande, der, så snart englænderne havde trukket sig ud i 1948, angreb den nye jødiske stat.
At tanken om at dele området i to stater var rigtig, bekræftes af, at idéen om “to stater for to folk” stadig er den mest realistiske løsning på konflikten, der også støttes af det meste af det internationale samfund. Hvis araberne i 1948 havde accepteret tostatsløsningen, kunne staten Palæstina, ligesom Israel, i 2023 have fejret sin 75 års fødselsdag.