For at kunne indgå en fredsløsning kræves det, at begge parter forstår at gå på kompromis. Dvs. man må acceptere, at man ikke kan få alt, hvad man drømmer om. På Israels side har der længe været flertal for indgåelse af et kompromis, som vil resultere i en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden (og efter alt at dømme også med Østjerusalem som hovedstad) – netop det, som palæstinenserne overfor Vesten hævder at ønske sig. Skiftende israelske regeringers entusiasme overfor et sådant kompromis afspejler den israelske befolknings svingende tro på palæstinensisk kompromisvilje. Dvs. jo mindre palæstinensisk vold, des mere velvilje fra israelernes side.

Palæstinenserne giver overfor det internationale samfund udtryk for, at man ønsker et sådant kompromis. Men internt blandt palæstinenserne har piben en helt anden lyd. Det palæstinensiske samfund er i øjeblikket splittet mellem organisationerne Fatah og Hamas, der leder hvert deres mini-diktatur på henholdsvis Vestbredden og i Gaza. Begge regimer propaganderer massivt overfor deres befolkninger for fortsat vold og terror imod Israel, ligesom de begge hjernevasker palæstinenserne med, at hele Israel en dag vil blive arabisk/palæstinensisk.

Selvom de danske medier tilsyneladende gør alt hvad de kan for at skjule dette forhold (hvorfor, er et godt spørgsmål!), er israelerne naturligvis godt klar over, at palæstinensernes endelige mål, efter palæstinensernes egne udsagn, stadig er ødelæggelsen af Israel. Det er årsagen til, at mange israelere er meget skeptiske overfor palæstinensernes intentioner. Den palæstinensiske had-propaganda mod Israel giver måske også et svar på, hvorfor de palæstinensiske ledere altid trækker sig fra enhver fredsaftale i sidste øjeblik: De er simpelthen ikke klar til at oprette en palæstinensisk stat, hvis prisen er en endelig accept af den jødiske stat, Israel.

Så det korte svar er, at den dag palæstinenserne virkelig er villige til at indgå et kompromis, så bliver der fred.